Interviews, La fashion story de… Christine Phungs første gange af Inès Matsika Fotoreportage: Dario Holtz Talen er hurtig, men blikket er mildt. Når Christine Phung taler om mode, er hun straks fyldt af en passion, der har beboet hende siden barndommen. Denne store elsker af tøj har levet op til sit kald ved at arbejde hos huse som Chloé, Lacoste og Christophe Lemaire, før hun lancerede sit eget mærke fra 2011 til 2016. I fem år skabte den fransk-vietnamesiske designer et sprog, der gav ordene "farve", "print" og "natur" en kraftfuld klang. Hendes organiske garderobe vakte stor opmærksomhed og sikrede hende ANDAM-prisen i 2013 samt en udpegelse til kunstnerisk direktør for huset Leonard, som hun ledede og fornyede indtil september 2020. I dag giver bogen Christine Phung et indblik i ti års kreativitet ved at præsentere det bedste fra kollektionerne fra hendes eget mærke og dem, der blev skabt til Leonard. Det blev en anledning til at møde designeren i hendes hjem i Vincennes og foretage en inspirerende rejse tilbage i tiden. Ved spisebordet i stuen har hun spredt sine skitsenblokke, stofprøver og bogen for levende at fortælle om alle de skelsættende første gange i hendes karriere. De første følelser over for moden. Hvor gammel var hun, hvad var det, hun så, og hvem var det, der inspirerede hende? Jeg fik en ret klassisk opdragelse og kulturel baggrund af mine forældre. Som barn husker jeg, at vi besøgte mange slotte sammen. Da jeg var 10 år, opdagede jeg Vaux-le-Vicomte. Jeg blev helt målløs over de dragter, som nogle af medlemmerne af kong Ludvig XIV's hof bar. Tøjet var meget struktureret og fremhævede perfekt silhuetterne. Der var noget levende over det, som om det stadig var beboet af kroppe. Jeg blev grebet af tøjets kraft, der strækker sig over århundreder. Min næste store oplevelse med moden var i 1998, da jeg så en haute couture-modeshow af Jean Paul Gaultier, der fandt sted i kælderne under Louvre-museet. Jeg blev dybt berørt af mødet mellem tradition og modernitet, som den tidligere "modens ulydige barn" mestrede til perfektion. Jeg var knap 20 år og var lige blevet færdig med mine studier i modedesign. Jeg oplevede dette modeshow som en stor lektion, der senere påvirkede mig, da jeg startede i branchen. Den dag, du besluttede at uddanne dig til modedesigner. Hvad var det, der fik dig i gang? Der var ikke rigtig en bestemt begivenhed, for jeg vidste altid, at jeg ville arbejde med det! Det var som en kald. Efter en litterær gymnasieuddannelse tog jeg en forberedende uddannelse til kunstakademiet og kom ind på Duperré-skolen med speciale i anvendt kunst. Moden var det mest alsidige fag, som gav mig mulighed for at arbejde med forskellige discipliner som grafisk design, kommunikation og skulptur. Jeg elskede denne åbenhed. Under uddannelsen udviklede jeg min passion for tekstiler og print. Jeg elsker kraften i mønstrene, som jeg betragter som en form for mystisk skriftsprog. Jeg er særligt fascineret af konstruktivistiske mønstre, der trækker tråde til arkitekturen, kunstneren Sonia Delaunay og medlemmerne af Bauhaus-bevægelsen. De første motiver til at starte dit eget mærke. Hvilket modetema ønskede du at fremme? At lancere Christine Phung var et nødvendigt skridt for at føre den kunstneriske udforskning helt ud. Efter at have gjort mine erfaringer i store modehuse følte jeg mig klar. Selvom min styrke er at forstå mærkernes identitet og fuldt ud indleve mig i dem, havde jeg brug for at finde ud af, hvad jeg selv følte, og turde løbe risikoen ved at tale i mit eget navn! Det sværeste ved dette eventyr var at vinde over mig selv og varetage flere roller på én gang. At være modedesigner betyder også at være bogholder, leder, logistikansvarlig og kommunikationsansvarlig! Det er ikke kun den glamourøse side, der tæller (griner). Jeg skulle også skaffe de nødvendige ressourcer for at kunne holde til det i længden. At udvikle et mærke er et rigtigt maraton, og vejen dertil er lang. De fænomenale succeser for Jacquemus, Isabel Marant og Christophe Lemaire blev ikke skabt på én dag! Den første gang, du følte stolthed over dit arbejde som modedesigner. Hvilket var det smukkeste kompliment, du fik, og hvem gav det? Det var Didier Grumbach, den tidligere formand for den franske modeorganisation for klar-til-bære-tøj, som komplimenterede mig for kraften i min kreative verden, lige efter jeg havde færdiggjort den første kollektion fra Christine Phung. Han er en af grundlæggerne af Designers Apartment, et showroom, der støtter unge designere, og jeg var heldig at blive en del af det. At få en så anerkendt person fra modebranchen til at se positivt på mit arbejde gav mig utrolig meget selvtillid til det videre arbejde. Jeg vidste, at jeg ikke tog fejl, da jeg fremmede en "effortless" femininitet, skabt af hybride, komfortable og sanselige beklædningsdele. Som det ses i teddyjakken, et af mine signaturstykker, som jeg konstant genbesøger i mine kollektioner. Den første tanke, du fik, da du fik at vide, at du skulle lede den kreative del af Leonard. Jeg var overvældet over deres beslutning og over, hvor hurtigt rekrutteringen foregik på blot otte dage! Jeg elskede det pludselige møde og det, at de gav mig deres tillid på den måde. Det fantastiske ved at være kunstnerisk direktør er, at man har tid til at udføre kernen af sit arbejde: det vil sige, at skabe. Jeg kunne koncentrere mig fuldt ud om det og uddelegere andre aspekter af arbejdet til meget kompetente teams. Den dag, du dykkede ned i Leonards arkiver. Hvad følte du, da du så denne kulturarv? Jeg blev fuldstændig betaget. Leonard havde opbygget sit ry på sine rige print. Arkiverne fra huset, der blev grundlagt i 1958, indeholder 5000 tegninger, hvilket vidner om deres betydning. Det var derfor helt naturligt at fortsætte med at placere dem i centrum for kollektionerne. Min besættelse var at træffe de rette valg af print, der passede til tiden, både i stil og farvevalg. Udfordringen var at give dem et nutidigt udtryk, især ved hjælp af sportstøjstilklædte snit. Jeg skulle vælge fem til hver kollektion. Og hver gang var min udfordring at gøre mig fortrolig med denne enorme kulturarv og samtidig kunne løsrive mig fra den. Jeg holdt det i gang i fire og et halvt år, men da sundhedskrisen ramte – hvilket gav mig en stor refleksionstid – var det slut med det eventyr. Jeg følte et behov for at forny mig kreativt og udfordre mig selv med andre koder. Jeg blev opdaget af en headhunter til en stilling som kunstnerisk direktør for billedet, som jeg med glæde har haft siden september 2020. Den dag, du for første gang holdt bogen i hænderne, som samler dine smukkeste modeshow for både dit eget mærke og Leonard. Hvad følte du? En følelse af anerkendelse over en genstand, der vil efterlade et spor af mit arbejde. Det betyder meget for mig, for mode er flygtig! Jeg var heldig at kunne udgive denne bog under de bedst mulige forhold. Jeg samarbejdede med fotografen Vincent Lappartient og grafikeren Agnès Dahan, og Nathalie Dufour, grundlæggeren af ANDAM, gjorde mig den ære at skrive forordet til bogen. Den er resultatet af Vincent Lappartients lange arkivarbejde, som har foreviget alle mine modeshow i ti år. Billederne vidner om adrenalinen bag kulisserne, glæden og modellerne attitude, om øjeblikke fyldt med følelser… Det er ti års kreativitet, der udspiller sig på disse sider. Jeg er så stolt af at have turdet dele mit syn på moden. Den dag, du blev bevidst om de store forandringer, som modebranchen gennemgår. Hvad har gjort størst indtryk på dig? At mode ikke længere er kunsten at skære tøj, men kunsten at kommunikere. I dag handler alt om billedet. Derfor er det ikke længere muligt at basere et projekt på et godt koncept alene. Uden produktions- og finansieringsmuligheder er det umuligt at udvikle det. Man har brug for en solid forretningsmodel kombineret med evnen til at kommunikere. Den dag, du følte et ønske om at genstarte et mærke… er det nogensinde sket? Jeg tænker på det hver dag. Men jeg kan ikke se, hvilket produkt der stadig ville give mening i dag. Sundhedskrisen minder os om, at dette erhverv ikke kan bygges på social og miljømæssig vold. Jeg leder efter et projekt, der gør det muligt at respektere både mennesker og naturen. Men det er meget svært, så snart man producerer i stor skala! Derudover har jeg et ønske om at tage mig tid til at se mit barn vokse op. At drive et mærke kræver mange personlige ofre, især for kvinder. I dag er det for mig afgørende at bevare en balance i livet og også trives sammen med mine nærmeste. Bogen Christine Phung, af Vincent Lappartient og Christine Phung, er til salg på christinephung.com