Christine Phungs rolighed overrasker. Hun blev for første gang optaget i den officielle kalender for parisiske ready-to-wear-mode (den 24. september sidste år), og med en særlig høflighed og en rolig stemme modtager hun os i sit atelier på rue du Faubourg-Saint-Antoine. Hun blev født i Levallois i 1978 og er fransk-cambodjansk. Hun beskriver sig selv som besat af ”identitet, huden, kroppens arkitektur, fortællingen, bevægelsen” og har siden 2011 præsenteret voluminøse og raffinerede silhuetter: en særligt frisk tilgang til lethed, uden at ty til det minimalistiske. Når man ser hende på catwalken på taget af Galeries Lafayette, kommer man til at tænke på hendes begyndelse? Ja, især fordi jeg af ren frustration holdt op med at interessere mig for mode som 9-årig, da min tante, der lige var kommet ud af skolen Duperré, fortalte mig, at der ikke var nogen karrieremuligheder. Som 18-årig var jeg forelsket i oliemaling og gik på kunstskolen i Rueil-Malmaison. Det gav mig mulighed for at arbejde med maleri, men også med fotografi, video, skulptur og en smule arkitektur. Jeg følte et behov for at skabe anvendt kunst ”til livet”, til virkeligheden, til industrien. Modedesign, der kombinerer volumen, tekstiler, design, grafik og rum, gjorde det muligt for mig at fortsætte med alle disse spændende ting. Jeg blev optaget på Duperré. Det var først dér, at jeg huskede, at det var min oprindelige drøm! Du fortsatte derefter på Institut français de la mode, hvorfor? IFM virkede uundværligt for at lære at udarbejde forretningsplaner, forstå ledelsessproget og få kontakt med markeder, målgrupper osv. Der indså jeg, at jeg måtte vente et par år med at lancere mit eget mærke. Faget er ekstremt komplekst, krævende, dyrt og ret mystisk i den alkymi, det kræver. Så du arbejdede for andre i otte år… Jeg ville forstå organiseringen af de store modehuse. Jeg startede med praktikophold hos Kenzo, Sonia Rykiel og derefter Jean Paul Gaultier. Efter IFM ansatte Christophe Lemaire mig. Herefter fulgte en usædvanlig toårig erfaring med herre-sportstøj hos Homecore. Så vendte jeg tilbage til moden hos Chloé, Vanessa Bruno, Dior, for børnelinjen og Lacoste. Fra disse erfaringer har jeg bevaret kærligheden til blandinger; jeg kan godt lide at kombinere haute couture- og sportslig æstetik. Jeg har også opdaget, at det er muligt at spænde bredt og arbejde for flere kunder på samme tid – en fleksibilitet, en evne til at tilpasse sig, en kreativ alsidighed. Var det svært at starte alene? Det første problem er at få butikker, der rent faktisk bestiller og betaler. Det næste er at varetage den daglige ledelse af en virksomhed: administration, finansiering, ledelse, kundeplejning, fakturaer, produktkontrol – samtidig med at man bevarer tid og frihed til at skabe. Det er skizofrent og todelt! Men det giver mulighed for at være dirigent; det kræver stor alsidighed, og det er intenst! Hvordan opstod din første kollektion, L ight Diffraction? Jeg havde finpudset min arbejdsmetode, havde et lille netværk og en lille opsparing, så i 2011 sagde jeg til mig selv: nu gør jeg det! Jeg lod mig inspirere af lysets diffraktion og forestillede mig historien om en pige, der var faldet ned i bunden af en mine med røde diamanter – denne tvetydige farve forbundet med Eros og Thanatos, et symbol på kærlighed og blod, død og liv, fornyelse og revolution. Jeg kunne godt lide idéen om fragmentering og genskabelse, om prisme, der forvrider og diffrakterer lyset i utallige farverige glimt. Jeg arbejdede med meget grafiske plisserede tekstiler og skabte et ”fraktalt” tryk. Du vandt Grand Prix de la Création i Paris i 2011 og prisen for de første kollektioner hos ANDAM i juli sidste år. Giver det et boost? Jeg bruger hver konkurrence som en undskyldning for at skabe, for at koncentrere mig, samle kræfterne og forene folk, for at strukturere de involverede omkring et meget klart mål med en deadline. Derefter, midt i processen, når tingene er velkonstruerede, sprænger jeg rammerne, forsøger at overskride dem, at transcendere dem, og den kanaliseret energi gør det dermed muligt for mig at nå meget længere. Hvilke erfaringer har påvirket dig? De mentale billeder af lys, dufte, former og teksturer fra mine rejser. New York ramte mig med sin energi, som jeg følte så stærkt, at jeg blev søvnløs; Tokyo forvirrede mig, og jeg følte mig analfabetisk der; Siem Reap [Cambodja] rystede mig med junglen, der overtog arkitekturen, fugtigheden, blødheden, volden og skønheden. Mange kunstværker inspirerer mig: samtidskunsten hos Anish Kapoor, Xavier Veilhan og Antony Gormley, lyset hos kunstnerne Olafur Eliason og James Turrell, den usædvanlige æstetik hos arkitekterne Zaha Hadid og Daniel Libeskind, Ryan Mcginleys frie og drømmeagtige fotografier og i biografen den franske nye bølge for sin humor og David Lynch for sit sanselige indre univers. Du blander gamle håndværksteknikker med ny teknologi… Jeg kan godt lide at genbesøge plissering, patchwork, broderi og blonder og give dem et twist, enten gennem meget moderne grafik, farver eller uventede proportioner. Jeg arbejder sammen med tekstildesigneren Tzuri Gueta [israelsk, indehaver af patentet på silikoneblonder, Grand Prix de la Création Paris 2009] eller den traditionelle plissør Monsieur Lognon, hvis atelier allerede eksisterede under Napoleon III. Du skabte dine to første kollektioner på et psykiatrisk hospital! Ja, min onkel, der var psykiater i Phnom Penh, hjalp mig med at etablere et lille syatelier på hans hospital. Vi havde omdannet et værelse til et atelier. Her producerede jeg små serier af kjoler og toppe i silke sammen med kvinder fra kvarteret. Til sidst indså jeg, at jeg var udmattet af at skulle kontrollere kvaliteten, at sprogbarrieren, afstanden og forsyningsproblemerne var for store. Derude bevarer jeg perlebroderiet, resten bliver sendt tilbage til Frankrig.